Mette Frederiksen holdt båltalen.
Læs båltalen under billederne.

Båltalen i Måløv Naturpark, 2004

Af Mette Frederiksen

 

“Vi elsker vort land – men ved midsommer mest.”

Sådan starter andet vers i midsommervisen. Så ved vi, hvilken tid på året det er: Det er sommer i Danmark. Bøgen er sprunget ud. De lange lyse aftener. Højskolesangbogen og bålet, der tændes.

Sankt Hans aften i Danmark. En stærk tradition. En hyldest til det lyse. Til håbet og fremtiden.

Danskheden er blevet et brandfarligt tema i vores samfund. Mange forsøger at tage patent på ordet og symbolerne. Og netop herfor træder mange af os et skridt tilbage.

Jeg bryder mig ikke om den bagudskuende nationalisme. Og jeg tror ikke, vi kan bruge den til noget i den virkelighed vi lever i i dag. Jeg kan til gengæld godt lide at leve i et samfund, hvor vi tager ansvar og engagerer os. Også i det danske.

Danskhed er Kim Larsen, Brødrene Olsen, PH, Outlandish og Grundtvig. Danskhed er rocken, poppen og jazzen.

Danskhed er fællesskab, tomhedens fylde og janteloven. Danskhed er den lave magtdistance, hvor både politikeren og embedsmanden er tæt på, kongehuset og det anti-autoritære.

Danskheden er folkeskolen og friheden til også at lave friskoler.

Danskheden er familien, singlerne, omsorgen og ensomheden.

Danskheden er stegte ål, smørrebrød, frikadeller og wok-mad.

Danskheden er fortællingerne, billederne, tøjet, revyerne, teatret, arkitekturen, sangene og møblerne.

Danskheden er kristendom, hedenskab og en folkekirke, hvor vi nok er medlemmer, men næsten ikke kommer. Danskheden er også andre religioner.

Danskheden er de store åbne vidder. Danskheden er bøgeskolv og store strande på vestkysten. Strande, som er åbne og tilgængelige. Her kan man bade og flyve med drager. Fordi der hverken er sommerhuse, hoteller eller diskoteker.

Danskheden er Aksel Larsen, Uffe Ellemann, Stauning, Christmas-Møller, Jens Otto Krag, Kirsten Jakobsen, Nina Bang og Peter Sabroe. Der er Jelved, Helgveg og Mogens Glistrup.

Danskheden er fagbevægelsen, hjemmeværnet, idrætsforeningerne – ja, foreningerne i det hele taget. Danskheden er boligbevægelsen, broerne og færgerne. Danskhed er kolonihaver, parcelhuse og beton-ghettoer.

Danskhed er storken, spurven, svalen, ræven og den sortbrogede ko. Danmark er burhøns, grisefarme, gylle og discount-fødevarer.

Danskheden er enevældige konger og høje stemmeprocenter. Danskheden er stavnsbånd og velfærdssamfund. Danskhed er ligestilling mellem kønnene og børns ret til barndommen.

Danskhed er Danmark, Europa, Måløv, Skovlunde, Ballerup og verden. Danmark er snæversyn og udsyn.

Danskheden er alt det her og meget mere kunne nævnes.

Det er fortællingerne, stemninger, billeder, ansigter, navne, begivenheder, perioder, titler, steder og minder. Det er det, der er os.

Men vi er forskellige og vi forandrer os. Igennem livet og igennem historien.

Vi skal evne at tænke både os selv og vores kultur ind i en europæisk og global virkelighed. For det er dér fremtiden findes.

Vores samfund er ikke statisk. I dag og i  går hænger sammen. Et stærkere europæisk samarbejde er nødvendigt, hvis vi selv skal have indflydelse på vores fødevarer, miljøet, trafikken, økonomien og beskæftigelsen. Et stærkere globalt samarbejde er nødvendigt, hvis det ikke er en supermagt, der skal diktere verdens gang.

Verden har behov for mere politik. Ikke mindre.

Jeg vil et levende samfund, hvor vi tager ansvar for hinanden. Hvor vi får fremtids-troen tilbage. Hvor vi investerer i mennesker. I uddannelse, miljøet, forskningen og kulturen.

Hvor vi dyrker borgeren i stedet for forbrugeren. Er vi utilfredse med børnehaven eller folkeskolen, så skal vi blive og kæmpe. Ikke bare zappe videre, og overlade beslutningerne til andre. Et levende samfund kræver en befolkning, der deltager. Der engagerer sig og tager stilling.

Vores demokrati skal være i øjenhøjde med hvert enkelt menneske i det her samfund.

Vores uddannelser skal skabe sult efter mere viden.

Vores miljøpolitik skal repræsentere omsorgen f or dem, der kommer efter os.

–––––

Et levende samfund har brug for kultur.

Hvis man nu forestillede sig at tage en køretur rundt i Europa, og for hvert nyt land tændte sin radiokanal. Ville det så gøre noget, om man hørte noget forskelligt?

Nej! For selvom verden bliver mindre, så er vi forskellige, og det må gerne både kunne høres i musikken, ses på filmen, og læses i bøgerne.

Derfor skal Danmark styrkes som kultur-nation.

Overlader vi vores sprog, kunsten og kulturen til markedskræfterne, så er det kun de få succes’er, der har en chance.

Derfor en offensiv kulturpolitik. Vi skal styrke fortællingerne og sproget, børns deltagelse, folkeoplysningen og så vil vi have ordentlige medier, der på en troværdig måde kan hjælpe os til at finde rundt i, hvad der er sandt og falsk.

___________

Og så tilbage til midsommervisen. Tredje vers slutter sådan her:
“Vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.”

– Så flot og så præcist kan det siges. Lad os forenes om et fællesskab, hvor der er plads til forskellighed, og altid insistere på, at fællesskabet aldrig er stærkere ende det svageste led.

God sankte Hans og god sommer!