Båltale i Måløv Naturpark d. 23.6. 2010

v/sognepræst Lisbeth Hannibal

Allerførst vil jeg takke Måløv Bylaug for invitationen til at holde årets båltale på denne skønne Sankt Hans Aften her i Måløv Naturpark.

Dernæst vil jeg til de, der måske ikke hørte præsentationen af mig, og som måske ikke kender mig, lige slå fast, at nej, det er ikke mig, der er årets heks. Jeg er derimod præst ved Måløv Kirke, og det har jeg været nu i 2 ½ år, ligesom jeg med min familie har boet her i Måløv i 2 ½ år.

Og det er vi meget glade for. Det ved jeg, at rigtigt mange andre også er, for under diverse samtaler med folk – blandt andet i kraft af mit arbejde – hører jeg jo gang på gang, at i Måløv er der godt at bo. Og selvfølgelig kan man jo sige, for Måløv er en dejlig by at bo i – her er gode institutioner, gode skoler, en dejlig kirke med en masse gode arrangementer og gudstjenester, et rigt foreningsliv, og så har vi jo et fantastisk bibliotek. Alt det her, det skal vi passe godt på og værne om, for det gør Måløv til den by, den er. Måløvborgere vil gerne bevare det, de er glade for. Det vidner i høj grad de mange underskriftsindsamlinger, der har ligget rundt omkring i byen og i særlig grad, de mange der har skrevet under på, at vi ønsker at bevare vores bibliotek.

Hvad det var, der virkede, kan man vel ikke sige 100 %, måske var det de højlydte protester, måske var der bare, nogen der fik tænkt sig ekstra godt om. Der vil blive sparet, men vi får lov til at bevare. Det stod der i hvert fald at læse i dag i Ballerup Bladet. Det må da siges at være rigtigt godt for Måløv og alle os i byen. Hvad vi jo også gerne bevarer og holder i hævd, det er Sankt Hans Aften. Jeg ved ikke med jer, men når det kommer til det der med båltalen, så kan jeg personligt ikke rigtigt huske nogen af dem, jeg har hørt. De er enten druknet i regn og blæst, eller jeg har haft tankerne andre steder, og så har de ofte været helt forfærdeligt lange. Jeg kan ikke garantere, at I kan huske, hvad jeg har sagt, når jeg om lidt er færdig, men jeg kan garantere jer, at det ikke bliver for langt. Den varer sådan ca. en prædikens tid. Om det så er langt eller kort, afhænger nok af øret, der hører. Men det er IKKE en prædiken!

I aften fejrer vi Sankt Hans, og det er en aften, der er sådan en lidt underlige blanding af kristendom og gammel overtro. En “hybridfest” kan man vel kalde den. Sankt Hans aften har fået sit navn efter Johannes Døberen, som kom til verden præcis et halvt år før sin berømte fætter, Jesus – altså den 24. juni. Den 24. juni var faktisk officiel helligdag frem til 1770, hvor den og mange andre helligdage, som stammede fra den katolske tid, blev afskaffet. Så det har ganske givet også været en helligdag, man har fejret i Måløv Kirke, da den endnu var katolsk. Det gør vi som bekendt ikke længere, vi fejrer ikke Sankt Hans i kirken. I stedet holder vi traditionen med Sankt Hans aften i hævd, hvor vi brænder bål og hygger os i et folkeligt fællesskab.

Sankt Hans har helt fra sin oprindelse og op gennem tiden været præget af mystik og overtro. Man troede for eksempel på et tidspunkt, at naturens hemmelighedsfulde kræfter var særligt virksomme ved midsommertid, og ifølge folketroen rummede urter, luft og vand maksimal styrke på Sankt Hans aften. Derfor valfartede mange syge mennesker på Sankt Hans aften til mange af de helligkilder, som fandtes overalt i Danmark. Sikkert også her til Måløv, for her i det område, hvor vi er lige nu, var der på et tidspunkt en hellig kilde, nemlig Sankt Ibs kilde.

Derfor blev Måløv kirkes oprindelige navn også Sankt Ibs kirke, et navn kirken havde i mange år. Sankt Hans aften var også en aften med romantiske sysler. Man kunne for eksempel efter sigende få sit livs udkårne at se i en drøm om natten, hvis man denne aften inden midnat plukkede et bestemt antal blomster af helt bestemte slags og lagde dem under sin hovedpude. Men tro mig, det virker ikke, jeg har prøvet det engang som meget ung og naiv, dengang da jeg ifølge min yngste søn kørte rundt i hestevogn, da bilen endnu ikke var opfundet. På Sankt Hans aften skulle det efter sigende også være muligt at erhverve sig hurtig rigdom. Man behøvede blot at gå ud i skoven til et sted, hvor der voksede bregner. Så skulle man samle nogle “bregnefrø” og lægge dem i sine træsko, for det satte en i stand til at se skjulte skatte, som var gemt i jorden. Det har jeg så ikke prøvet, så det kan jeg ikke svare på om virker!

I dag regner vi jo alt det her for gammel overtro, men det fortæller alligevel om en tid, hvor der var en helt anden og mere simpel sammenhæng i menneskers tilværelse, end vi kender til i dag, og hvor der ikke var alle de valgmuligheder, som vi har i dag.  Vi lever i dag i en tid, hvor vi jager efter det nye hele tiden og ikke kender til fortiden. Det er synd og skam, for hvis man ikke kender noget til det, som var før én selv – ens rødder – ja, så bliver man let rodløs.

Derfor er det godt og nødvendigt, at vi minder os selv og hinanden om en tid, hvor tingene var anderledes, og hvor livet blev levet på en anden måde. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi igen skal besøge helligkilder og kaste os over naive forestillinger om blomster og urter, der kan føre til drømme om den udkårne om natten og den slags, men det betyder, at det er vigtigt at kende noget til forgangne tider for at kunne leve i nuet. Uden kendskab til historien forstår vi ikke vores egen tid. Man kunne sige det lidt skarpere: Manglen på almen viden om kristendom, historie, litteratur og kunst er ved at gøre os danskere hjemløse.

Vi er simpelthen ved at miste vores identitet. For hvad vil det sige at være dansk? Ja, det vil jo sige at være præget af en lang udvikling, som nok har mange fællestræk med andre kulturer og andre folkeslag, men som dog er noget særligt. At være præget af et sprog og en historie, som er ens egen. At føle, at man hører hjemme et bestemt sted og i en bestemt sammenhæng. Ikke i troen på, at vi er bedre end alle andre og ikke kan lære noget af andre, men netop i respekten for andre. For netop når man ved, hvor man selv står, kan man møde andre i åbenhed og uden frygt og fordomme.

Der er efter min opfattelse en stor mangel på almen viden om dansk historie, litteratur, kunst og kristendom, og det truer med at gøre os rodløse. Vi mangler en fast base at kunne søge tilbage til – vi mangler erfaring om, hvad vi selv er, når vi møder den globale udfordring. Vi føler godt behovet, og derfor er vi også begyndt at genindføre mange af de gamle traditioner igen. Det ser man ikke mindst ved kirkebryllupper. Men en tradition giver bare først mening, når man kender til baggrunden for traditionen. Der er nogle traditioner, der bunder dybere end som så. Der er nogle traditioner, som har at gøre med, hvordan vi er, og hvordan menneskelivet er, på trods af og på tværs af alle tidens strømninger og modeluner.

Jeg tror, at fejringen af Sankt Hans er én af disse traditioner. Jeg tror, at vi holder den i hævd, fordi der blandt andet er en dobbelthed over denne aften, og det er ikke kun fordi, den er en skønsom blanding af hedenskab og kristendom – men aftenen i aften fylder os på en gang med både glæde og vemod. Glæde – ja, og ikke kun fordi vi klarede os hæderligt mod Cameroun i lørdags, eller fordi vi håber på noget tilsvarende i kampen mod Japan i morgen, men fordi sommeren er over os, naturen står saftig grøn og blomstrende, folk er kommet ud af husene, og der bliver snakket med naboen over hækken, mange eksamener er overstået, og ferien står for døren, og vi synger nogle af de sange, som vi forbinder med sommer og Sankt Hans – på nye og gamle melodier. Men samtidig er der også noget vemodigt over denne aften, for det er jo som om, at sommeren med dens lange lyse og lune aftner knap har fået begyndt, før dagene nu begynder at blive kortere igen. Og sådan har vi da også transformeret og omformet den hedenske midsommerfests fejring af naturens kræfter til en kamp mellem det gode og det onde. Det gode, vi fejrer, er solen, lyset og sommeren – de varme hjerter, fællesskabet, kærligheden. Det onde, det mørke, det dystre, det hårdhjertede – ja, det brænder vi af i skikkelsen af en heks – ja, vi sender det alt sammen ad Hekkenfeldt til eller til Bloksbjerg, hvor sådan noget hører hjemme.

Lad derfor flammerne fra bålet, som tændes lige om lidt, være et billede på håb, liv, fællesskab og på varme hjerter. Og lad det være det, vi tager med os fra denne Sankt Hans aften i Måløv!

Glædelig Sankt Hans fest og rigtigt god sommer til jer alle sammen.